I anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes besøg i Hobro og Mariager i 2017, blev gaven fra Mariagerfjord Kommune overrakt.

Gaven var en unik håndlavet sølvbroche, designet specielt til Dronningen, af smykkedesigner Helga Winther, Mariager.

Helga Winther, som er meget beæret over at have fået tildelt den fine opgave at designe gaven til Hendes Majestæt, deltog også ved modtagelsen af Dronningen, og fik her lejlighed til at hilse på Hendes Majestæt og præsentere smykket for hende.

Opgaven lød på, at lave et smykke som relaterede sig til fundet af et gammelt dragtspænde fra vikingetiden. Spændet blev fundet i Fjelsted, ved Mariager i 2015. Og da Dronningen er meget historisk interesseret var det et oplagt valg, at vælge noget historisk.

Helga Winthers ønske var at skabe et smykke, som dronningen ville bære med glæde, og samtidig minde hende om besøget i 2017 og turen langs vores smukke Mariager Fjord.

Se klippet fra Dronningens besøg i Mariagerjord Kommune i 2017, hvor der fortælles yderligere om det smukke smykke. Se klippet fra TV2 Nord her.

I 2022 kan sølvbrochen ses på særudstillingen ”En dronnings smykkeskrin – 50 år på tronen fortalt i smykker”, der er skabt i anledningen af dronningens 50-års jubilæum som regent. Udstillingen kan ses på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg Slot til og med 23. oktober 2022.